En ny oplevelse fra Billund Lufthavn
22. februar 2012 I samarbejde med Dyhr Media relancerer Billund Lufthavn lufthavnsmagasinet check-in Billund. Det betyder et helt nyt format, flere sider og ikke mindst stort fokus på de gode rejseoplevelser
Efter samarbejdet med den mangeårige partner, Stand By, ophørte, har Billund Lufthavn været på jagt efter en ny leverandør af check-in Billund, som fortæller nyt fra lufthavnen og de mange spændende destinationer, der flyves til fra Vestdanmarks trafikale knudepunkt.
- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Stand By, men blev gensidigt enige om at prøve nye veje og dermed fik vi muligheden for at redefinere en af vore vigtigste kommunikationskanaler. Derfor har vi haft en række potentielle samarbejdspartnere til at give deres bud på fremtidens check-in Billund, forklarer adm. direktør Kjeld Zacho Jørgensen, som ikke var i tvivl, da den fremtidige samarbejdspartner skulle vælges.
- Lars Guldager Dyhr fra Dyhr Media præsenterede den mest gennemarbejdede løsning, der giver check-in Billund et gedigent løft. Han har nogle spændende visioner for, hvordan opgaven skal løses, og vi håber på et langvarigt samarbejde, hvor magasinet for alvor kan vise, hvor attraktivt det er at rejse fra Billund Lufthavn. Det bliver langt hen ad vejen et helt nyt produkt, og vi ser frem til at få alle de gode ideer implementeret.
Forventningens glæde deles naturligvis af Lars Guldager Dyhr, som tidligere har været presse- og kommunikationschef i den daværende Superliga-klub Esbjerg fB, men som gennem det sidste halve år har drevet selvstændig kommunikationsvirksomhed.
- Jeg kan ikke vente med at tage fat på opgaven med at skabe det nye check-in Billund, for der sker rigtigt mange spændende ting i Billund Lufthavn, og derfor er der mulighed for at skabe et spændende og tidssvarende magasin. Rejser er lig med oplevelser, og målet er at gøre check-in Billund til en god oplevelse for den brede målgruppe, der bruger lufthavnen. Det skal ske gennem levende redaktionelle artikler, spændende konkurrencer og ikke mindst høj kvalitet, konstaterer Lars Guldager Dyhr, adm. direktør i Dyhr Media, der har indgået aftale med Billund Lufthavn om at udgive første nummer af det nye check-in Billund i maj, hvor lufthavnen desuden kan fejre passagerterminalens 10 års fødselsdag.



